Girls1st denmark Libresse initiative
Alt om puberteten!
 

Puberteten er en periode på 5-6 år, hvor kroppen forandres fra at have været barn til så småt at blive voksen.

Hvordan kommer man i puberteten?

Puberteten begynder, når hypofysen begynder at producere en masse nye hormoner. Det er ikke kun kroppen, der påvirkes, følelserne vokser og modnes, og det kan være en ret svær men også meget spændende proces. Nogle gange kan man ikke rigtigt genkende sig selv!

Hvornår sker det?

Puberteten begynder som regel i 10-14-års-alderen, men for nogle sker det før og for andre sker det senere. Men hvis man er fyldt 14 år og stadig ikke har set nogen tegn på forandringer, kalder man det sen pubertet. I de tilfælde kan man kontakte skolesundhedsplejersken eller lægen. Man kan ikke selv gøre noget for at komme hurtigere i puberteten. Nogle piger længes efter at få bryster og menstruation, mens andre synes, det er besværligt. Det er en god ide at se forandringerne som et tegn på, at kroppen er sund og rask og fungerer, som den skal.

Tegn på, at man er kommet i puberteten.

Det første tegn på, at man er kommet i puberteten, er tit, at man vokser hurtigere, og hænderne og fødderne vokser tit hurtigt. Brysterne begynder også at vokse, og nogle gange vokser det ene hurtigere end det andet. Kirtlerne i brysterne udvikles, og man kan føle små hårde knolde bagved brystvorterne. Tit er brysterne meget ømme, og det kan føles rart at bruge en blød sports-bh, som holder dem på plads. Håret på tissekonen og under armene begynder også at vokse, og nogle får en stribe hår, der vokser op imod navlen. Mange synes, det føles unaturligt med hår der, og på billederne af piger i medierne er de fleste helt hårløse. Det er vigtigt at huske på, at de fleste af dem, man ser på billederne, er barberede eller photoshoppede – i virkeligheden har de hår præcis, som man selv har. Både hår og hud bliver mere fedtet i puberteten, og mange får bumser og hudorme. Når man vokser hurtigt, kan man få bristninger i huden, rødlige striber på brysterne, hofterne og lårene. Det skyldes, at huden strækkes hurtigere, end den kan nå at tilpasse sig, og ingen hudcreme hjælper på det. Bristningerne blegner og bliver næsten usynlige med tiden. Man begynder også at svede mere i puberteten, og selvom man ikke har lugtet af sved tidligere, så begynder man tit at gøre det nu, så det er en god ide at vaske sig eller tage brusebad hver dag. Når man er kommet ud af puberteten, holder man som regel op med at svede så meget.

Hvad sker der i underlivet?

Underlivet forandres også, både i størrelse og farve. Skamlæberne vokser, og ofte er de ikke helt lige store, og de indre skamlæber stikker ofte uden for de ydre skamlæber. På samme måde som at alle ser forskellige ud i ansigtet, ser vi også allesammen forskellige ud i underlivet. I sprækken imellem de ydre og indre skamlæber dannes 'smegma', som er et hvidt fedtstof, der produceres af talgkirtlerne, for at den sarte hud ikke skal blive tør og sprække. Man får som regel udflåd et par år, inden man får sin første menstruation. Det er almindeligt at have brunligt udflåd i et stykke tid, inden menstruationen kommer. Inden man får sin første menstruation, har man ægløsning, og det betyder, at man er kønsmoden og kan blive gravid. Menstruationen kommer som regel to år efter, at brysterne er begyndt at vokse, og man er begyndt at få udflåd, men det er forskelligt fra person til person.

Hvad sker der i hovedet?

De fleste begynder også at tænke mere på sex, og det at udforske kroppen ved at onanere er noget, der er helt naturligt, og som næsten alle gør. Mange oplever, at humøret forandres meget i puberteten, og det er godt at have nogen at tale med om, hvordan det føles. Det kan være dejligt at få rørt sig, når man har mange følelser i kroppen. Hvis man dyrker sport, er det en god ting, men ellers kan man f.eks. danse til høj musik på sit værelse, så får man afreageret og får motion på éngang.

 

Ofte stillede spørgsmål

 

Jeg kan mærke nogle små knolde i mine bryster, er det farligt?

Det, du som ung kan føle, er kirtlerne i brysterne, som begynder at vokse i puberteten, og det er helt normalt. Brysterne kan også være meget ømme i et stykke tid, så brug gerne en blød sports-bh.

Min mor kom i puberteten, da hun var 12 år, bliver det det samme for mig?

Desværre er det umuligt at vide præcis, hvornår nogen kommer i puberteten, men for en del sker det i cirka samme alder, som det skete for deres mor.

Jeg bliver vred og råber og skriger for ingenting. Hvad skal jeg gøre?

Det er en rigtig god ide, hvis man kan tale med nogen i familien om, hvordan man har det, at man ikke kan genkende sig selv, og at selv den mindste ting giver en lyst til at skrige. Stil ikke for store krav til dig selv, tag det roligt, og beskæftig dig med ting, du godt kan lide. Træning hjælper faktisk, men hvis man ikke kan lide at træne, kan man f.eks. prøve at danse alene på sit værelse til rigtig høj musik! På den måde får man både afreageret og får motion på samme tid.

Alle er i puberteten undtagen jeg. Er der noget galt med mig?

Nej, der er ikke noget galt med dig, det er altid svært at være den sidste (og den første!), der kommer i puberteten! Hvis du ikke har set de mindste tegn på pubertet, når du fylder 14, kan du kontakte skolesundhedsplejersken, så skal hun nok sørge for, at du får noget hjælp.

 

Vil du vide mere om puberteten?

 

Eller snakke om, spørge om og undre dig over menstruation og pubertet sammen med andre piger i forummet »

Mere om menstruation, alt muligt – stort og småt har vi samlet her »



 
 
 
 
Loading
Har du glemt din adgangskode?!
Tag det roligt! Bare send os dit brugernavn eller din e-mail-adresse, så sender vi dig dine oplysninger.
Glem ikke at indtaste din e-mail-adresse (eller dit brugernavn).
E-mail-adressen (eller brugernavnet), du har angivet, er ugyldig
Der er afsendt en e-mail med instruktioner til din e-mail-adresse.
Der opstod en serverfejl, mens du forsøgte at sende en e-mail. Kontakt din administrator.
E-mail eller brugernavn
 
 
 
 
 
 
 
Hej! Din browser er ret gammel :-(

Opdater til en af følgende for at få en bedre oplevelse på Girls1st:

1.5
6.0
2.0
2.0
 
 
 
Søg
  • Søger... Loading

 
 
 

Afmeld

Ditt Girls1st.se konto är borttaget.